Selvhjulpen/selvværd

Her i børnehaven arbejder vi hen imod at børnene bliver så selvhjulpne som muligt før skolestart. Og vi ved det også er med til at styrke deres motoriske udvikling og selvstændighed.

Der er mange daglige gøremål som børnene selv skal kunne og vi hjælper og guider undervejs, men vi sætter også krav til at børnene gør det selv.

Det er især i garderoben det bliver tydeligt at se hvor svært det er for nogle. Derfor er det vigtigt at børnene har sko og tøj som de selv kan tage på og af, er der knapper eller lynlås eller endda bånd der skal bindes.

Vi kan også se at tøjets størrelse har en betydning. Er bukserne for stramme til at hive ned ved toiletbesøg eller er det svært at spise hvis ærmerne er for lange.

Det samme gælder overtøj, især når det er vinter.

Vi ser meget gerne at børnene til vinter har en flyverdragt der passer i størrelsen så de selv har mulighed for at tage den på. Igen må vi understrege at det er vigtigt at størrelsen er aldersvarende.

Da vi er en udebørnehave og vejret tit viser sig fra den våde side, ser vi også gerne at flyverdragterne er nye og vandtætte. Vi kan se at de fleste flyverdragter bliver slidt op på en vinter her i børnehaven, da vi er ude i mange timer.

Det er ikke rart at gå rundt i en våd og kold flyverdragt. Vi har også erfaring med at det er godt at have en ekstra flyverdragt her i børnehaven når det bliver vinter og her kan sidste års model sagtens bruges.

Views: 484